Jeg bliver
tit mødt af mennesker der ikke forstår ”mit behov” for at identificere som
nonbinær – hvis jeg mener at man kan være hvilket som helst køn på hvilken som
helst måde, og at ingen skal begrænses af deres køn, hvorfor er det så
overhovedet relevant at kalde mig selv transkønnet? Hvad er køn overhovedet?
Det er svært at svare på, og mine samtaler med disse mennesker er også tit
blevet rodede og måske mere forvirrende end forklarende. Derfor har jeg skrevet
dette lille skrift der samler og konkretiserer nogle af mine tanker om køn i et
simpelt og let tilgængeligt sprog. Det er udtryk for min egen personlige
holdning, men jeg håber da også at det er en gyldig beskrivelse af hvordan
tingene hænger sammen.
Køn er
arbitrære kategorier vi kan inddele mennesker i. I det vestlige/europæiske
verdensbillede har det traditionelt været et binært system med de to kategorier
’mand’ og ’kvinde’, mens der andre steder i verden både nu og gennem historien
har været andre inddelinger (se fx: http://nonbinary.org/wiki/Gender-variant_identities_worldwide).
Mange jeg snakker om køn med argumenterer at der ”biologisk jo kun er to slags
mennesker”, men også dét er en inddeling vi selv har valgt. Jeg kan godt lide
at sammenligne det med hårfarve: I princippet kunne man sige at der er to
hårfarver – ”mørkt” og ”lyst” – men i praksis bruger vi mange flere forskellige
ord til at beskrive vores hår. Man kan være rødhåret, blond, forskellige slags
brun, sorthåret … Ligeledes findes der ikke kun to slags kroppe, selvom det
selvfølgelig er muligt at inddele dem i to brede kategorier.[1]
Og hvis man først begynder at kigge på de sociale og kulturelle aspekter af
køn, bliver billedet endnu mere kompliceret.
Historisk
har køn været brugt til at fordele arbejdsroller og organisere magtforhold,
hvilket nok er en grund til at vi ikke går nær så meget op i folks hårfarver
som vi gør i deres køn. Siden sådan noget som at producere børn er ret vitalt
for vores og vores samfunds overlevelse, giver det også god mening at vi har
haft en meget biologisk tilgang til køn. Men det betyder ikke at biologi er alt
hvad køn er eller skal være – og det er heller ikke alle kønskategorier i diverse
kulturer der er afhængige af biologi og fysisk udseende. Det vestens jo heller
ikke, selvom vi længe har arbejdet for at få en verden hvor køn og ting som
opførsel og rolle i samfundet hænger mindre fast sammen (hvilket efter min egen
personlige mening, som jeg tror mange er enige i, kun er godt). At vores
samfund og kulturs kønsroller er blevet mindre rigide har formentlig også åbnet
op for at vi har større mulighed for at diskutere kønsidentiteter, altså hvilke
køn det overhovedet er muligt at være og hvilke køn vi skal inddele mennesker
i.
Når det
kommer til enkelte individers personlige identiteter, er det svært at snakke om
præcis hvad køn er, end når man diskuterer det som en abstrakt måde at se
verden på. Når en person ”er klar over”/tænker på sin kønsidentitet, tænker
personen sjældent bevidst at de putter sig selv i en abstrakt kategori. Snarere
har man alle mulige grunde til at mene at man er det køn man nu er (”Jeg er en
mand fordi jeg har en penis.” ”Jeg er en kvinde fordi jeg gerne vil gå i tøj
der er lavet til kvinder” osv.). Mange af de grunde kan en anden person med den
”samme” kønsidentitet være helt uenig i, men det betyder ikke at det ikke er en
valid grund til at føle sig som det pågældende køn (så kompliceret er køn
nemlig). For mig personligt er det nærmest bare en instinktiv følelse – jeg
identificerer som nonbinær fordi jeg føler mig nonbinær. Punktum. Det er en
abstrakt følelse. Jeg udtrykker så mit køn på alle mulige forskellige måder –
bl.a. gennem min påklædning og min opførsel. Ens udseende og opførsel er
generelt måder at udtrykke sin identitet på, og mit køn er en del af min
identitet – jeg udtrykker også mange andre aspekter af min identitet gennem
disse ting. Det betyder heller ikke at der kun er én måde at udtrykke mit køn
på – mit kønsudtryk er anderledes fra hvad det var da jeg var 15 år, og det er
sikkert også anderledes når jeg bliver 35. Måske betyder det også at min
kønsidentitet har ændret sig – det er svært at sige.
En vigtig
ting at påpege er at de etablerede kategorier vores samfund/kultur har (binære
eller ej) er forudsætning for at man overhovedet kan identificere sig som noget
andet, som værende uden for de kategorier. Det ville ikke kunne gå op for mig
da jeg var barn/ung at jeg var noget andet end mand eller kvinde, hvis ”mand”
og ”kvinde” ikke var kategorier vi allerede brugte. En akønnet person ville
heller ikke kunne sige at de slet ikke var noget køn, hvis vores samfund ikke
havde et kønskoncept. Det ville være ligesom hvis jeg erklærede: ”Jeg er
hverken en glutoper eller en hunkdarler! Jeg er en papnapper!”. Det er i
princippet rigtigt nok[2],
men giver ikke nogen mening, fordi de kategorier ikke er noget vi opererer med
i vores kultur. Folk tror tit at jeg har som mål at udrydde alle
kønskategorier, hvilket på nogle måder selvfølgelig ville gøre mange ting meget
nemmere, men det er ikke nødvendigvis det jeg sigter efter. Dermed sagt ville
jeg heller ikke protestere hvis vi som kultur og samfund endte med ikke at have
køn. Min aktivisme handler om at jeg vil have at folk skal have lov til at
identificere som det de føler sig som, og at de ikke skal forhindres eller
begrænses i at udleve deres personlige identitet, når denne ikke forhindrer
andre i at gøre det samme eller er til skade. Hvis det giver mening og føles
rigtigt for folk at identificere sig som et køn (det gør det fx for mig lige
nu) – så er det godt! Hvis det giver mening ikke at identificere sig som noget
køn – så er det også godt!
Okay, men
hvad ER køn så? Ærligt talt, så ved jeg det ikke. Jeg skrev længere oppe at køn
historisk set er blevet brugt til at fordele arbejdsbyrden m.m., og at andre
ting man kan bruge til at definere køn er ting som biologi, tøjstil osv. En af
mine personlige, rent spekulative teorier er at vores kønsidentiteter – vores
instinktive, abstrakte, ikke-rigtig-forklarlige følelse af hvilket køn vi er –
er et slags restprodukt. Ved at kombinere alle de ting vi historisk set har
brugt til at definere køn, har vi skabt kønskategorierne. Men når man begynder at
koble køn og disse andre ting fra hinanden – beslutte at man kan have bestemte
jobs uanset sit køn, gå i forskelligt tøj uanset sit køn, at ens biologi ikke
er afgørende for ens køn – så har vi denne ”kønsfølelse” tilbage, som vi ikke
helt ved hvad er. Og egentlig tror jeg ikke den er andet – en følelse. Hvad er
køn? Køn er køn – ligesom at et tal er et tal og en følelse er en følelse og
hvad man nu ellers kan finde på af abstrakte ting vi støder på dagligt.
[1] Et endnu
mere illustrativt eksempel er fonemer, men kræver lidt mere teknisk viden: Ethvert
sprog har en begrænset mængde lyde som er betydningsadskillende. Fx på engelsk
er [ph] og [b] fonemer, hvilket betyder at der er forskel i
betydning på ordene ”pack” og ”back” på engelsk. Det lille h ved p’et betyder
at der kommer et luftpust når man udtaler det – men engelsktalende skelner ikke
mellem p med og uden luftpust, hvilket betyder at de opfatter ordene ”phack”
og ”pack” som det samme ord. Fonemer kan sammenlignes med kønskategorier. På
andre sprog, fx thai, skelner man både mellem [ph], [p] (uden
luftpust) og [b]. Det betyder at hvis man afspiller en computergenereret stemme
der gradvist går fra at sige [ph] til [p] til [b], så vil en person
hvis modersmål er engelsk høre det som at stemmen pludselig skifter fra [ph]
til [b], mens en person hvis modersmål er thai vil høre to pludselige skift –
fra [ph] til [p] og fra [p] til [b]. Det viser meget tydeligt
hvordan vi i bogstaveligste forstand opfatter verden helt forskelligt alt efter
hvilke fonemer – kategorier – vi er vokset op med. (http://www.haskins.yale.edu/Reprints/HL0087.pdf)
[2] Eller,
jeg ved ikke lige om jeg er en papnapper, da jeg naturligvis heller ikke ved
hvad en papnapper er – men jeg er i hvert fald ret sikker på at jeg hverken er
en glutoper eller en hunkdarler. Jeg føler ikke noget tilhørsforhold til
hverken det ene eller det andet ord. Hvis jeg kendte nogle definitioner på de
to ord, ville sagen måske være anderledes – men sådan som tingene står nu, er
det ren nonsens at tale om hvorvidt jeg er det en eller det andet eller ingen
af delene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar