onsdag den 17. februar 2016

En tilståelse

Jeg har døde fugle under øjenlågene. I en uophørlig proces smelter deres livmødre ned i min mave og samler sig som en summende klump. En snurrende og rådden følelse jeg ofte havde som barn, men nu kun som de sidste rester af den slags drømme som ikke helt er mareridt men som måske burde have været det. Jeg er rå og eksponeret, jeg er omarrangeret.
Alle mennesker har utallige små ar i deres mundhuler, hvor de uden overlæg har bidt hul i det bløde, lyserøde kød. Med tungen kan jeg mærke ujævnhederne der dækker indersiden af mine kinder, de svulmende striber der udgør resterne af rifter og sår, arvæv der smager marginalt mere sødt end det omkringliggende mundlandskab. Det er en diskret mosaik af sanseindtryk. Det er på den måde beslægtet med hemmeligheden i min mave, der hober sig op og flyder over i halsen.
Jeg lowkey imploderer, uden at nogen ser det. Jeg forventer at jeg imponerer, samtidig med at jeg revurderer mig ud af rimtåge og konsoliderer.
Jeg opbevarer mine testikler i en æggebakke. I flygtige øjeblikke tænker jeg på min stemme hvis den gik i overgang, eller hvis den bare var dækket af mørkt blod. Jeg ved at mit ideal er kroppen som en reaktion på livet, en blødt pulserende syntese.

Men i praksis er indersiden af mit hoved et ekko-loop, og jeg har fjer i munden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar