mandag den 25. maj 2015

En gammel ting

Jeg fandt netop denne tekst jeg skrev under en årsprøve eller eksamen i 3.g. Den sætter tanker i gang, nu hvor jeg to år senere har et lidt andet perspektiv. Måske skriver jeg de tanker ned senere - indtil videre er teksten her.

---

Jeg stirrer på det beskrevne ark papir og føler mig ubehageligt ambivalent. På den ene side er det det mest latterligt elendige bras jeg har skrevet. Tror jeg. Jeg stoler ikke rigtig på min egen evne til at bedømme det mere. Men det føles værre end normalt; jeg er i hvert fald ikke stolt af de her fire sider med meningsløs tekst.
Men på den anden side, hvad betyder det overhovedet? Måske får jeg syv, og så tæller det formentlig ned i min karakter. Måske ikke så meget, men selv hvis det er, who cares. Jeg ved at jeg bliver vred og ulykkelig hvis jeg ikke får 12 i årskarakter, men efter vreden og gråden har lagt sig, hvad så? I tingenes større sammenhæng tæller det ikke. Det meste af hvad jeg gør tæller ikke i tingenes større sammenhæng. Intet, faktisk, alt efter hvor bredt man definerer den sammenhæng. Gad vide hvilken effekt, hvis nogen, det ville have hvis jeg rejste mig op og gik og aldrig kom i skole igen. Eller rejste mig op og sprang ud af vinduet. Hoppede i havnen. Fandt en voldsmand og slog ham i ansigtet. Døde, kort sagt. Døde. Hvis jeg døde.
”Døde” er et underligt ord, i kraft af hvor normalt det er. Det er lidt uvant kigge på, grundet hyppigheden med hvilken jeg skriver det (den er lav), men ellers er det et ret intetsigende ord. Det ligner alle de andre. Fire bogstaver er en ret normal længde for et ord, om end lidt i den korte ende. Men det står ikke ud i teksten, det påkalder sig ikke min opmærksomhed mere end alle de andre, og alligevel burde det føles så anderledes. Døden skulle efter sigende være det mest skræmmende i verden. Jeg ved ikke. På det seneste er jeg begyndt at frygte døden mere end før, tror jeg. Mest fordi det er gået op for mig hvor lidt jeg har udrettet og hvor meget jeg kan udrette i fremtiden. Det jeg frygter mest er tabt potentiale.
Der var en der spurgte mig om min IQ. Gad vide hvem det var. Måske den samme som spurgte om min personlighedstype – nok ikke, spørgsmålene var formuleret meget forskelligt.
Jeg kom til at gemme dette under ”Fiktion”, det var ikke meningen.
Jeg kom vist lidt ud på et sidespor. Pointen er. Jeg er mere færdig med gymnasiet end jeg troede. Men på en god måde, tror jeg. Jeg tror jeg er ved at blive mere klar over hvor arbitrært det meste af verden er.
Jeg kan ikke lide hvordan de her vagter kigger på mig. Eller, jeg kan ikke lide at de kigger på mig overhovedet. Men de har vel ikke andet at lave end at kigge på eleverne.
Tænk hvis jeg havde skrevet med den her fart konstant under hele prøven (og stadigvæk havde skrevet noget af kvalitet, naturligvis). Det ville være blevet en lang stil. Måske en god stil. Jeg ved ikke om den jeg har skrevet er god. På et eller andet niveau er jeg ligeglad. Jeg vil bare gerne overstå skolen. Fuck.
Fuck.
Fem minutter tilbage. Hold op med at kigge på mig. Har du aldrig set en elev før? Har du aldrig set en androgyn 18-årig med mørkeblond hår og sort trøje med blå lomme og beige bukser og brune sko og briller? Og selv hvis du ikke har, er det virkelig så interessant?
Tre minutter. Jeg ved ikke engang om han kigger på mig, eller om jeg bare tilfældigvis sidder i den generelle retning af hans fraværende blik. Jeg tør ikke rigtig se på hans øjne for at finde ud af det.

Okay, afleverede min opgave. Kan lige så godt slukke ting nu.