lørdag den 10. juni 2017

Som barn talte jeg med fugle

(Du kan lytte til denne tekst og flere andre blive læst op her: https://friktionmagasin.dk/lyt-ikke-bin%C3%A6re-stemmer-mangler-i-det-offentlige-rum-4493730cbad6 )

Følelsen af at løbe, syv år gammel. Mere end at løbe; du spæner, flygter, det er en jagt. Når et barn løber, skrumper verden ind, hele den eksisterende virkelighed koncentreres til et brændpunkt lige bag øjnene og i hjertet som en kvælende, krampagtig klump i struben. Resten: borte. Verden, kroppen, tanken er et summende ingenting. Jeg er syv år gammel og jeg løber gennem skolegården,  i hælene på mig er et usynligt monster eller måske klassekammerater med træsværd, da legen pludselig afbrydes af at der står to børn foran mig. De skal lige spørge mig om noget.

”Vil du helst være en dreng eller en pige?”

Det føles igen som et led i en jagt, men på en anden måde. Denne gang er der intet der forsvinder; tværtimod vejer verden lidt tungere. Der er sket en diskret men signifikant forskydning af vægtskålene, på den ene: Mig; på den anden: Virkeligheden. Jeg tøver. De to fra min klasse lægger synkront hovedet på skrå og venter på svar. Dette er ikke en undervisningssituation, hvor jeg som regel altid kan udlede at ’huset’ er et navneord og at plus er det modsatte af minus. Lige nu har jeg følelsen af at jeg ikke engang har forstået spørgsmålet. De kunne have spurgt mig om en kat er en fisk eller en fugl.

Til sidst siger jeg: ”Jeg vil gerne være en pige der opfører sig som en dreng.”

Jeg kan ikke huske om de stiller sig tilfredse med dét svar; kun at jeg selv ikke gør. Det er skævt, passer ikke, egentlig en lodret løgn, men det er det tætteste jeg kommer på den tredje mulighed jeg ikke er helt klar over at jeg søger men kan fornemme er et sted ude i periferien af min bevidsthed. Som om jeg famler efter et tabt brudstykke af noget der er blevet splittet midt over, men mine hænder er fulde af de to arbitrære halvdele og min forståelse lammet af socialt induceret afasi. Pige, dreng, det er de to ord jeg har. De to ord verden opererer med, og et andet sted står jeg.

Som jeg bliver ældre tillader verden sig sjældnere og sjældnere at forsvinde. Den er evigt tilstedeværende, men i stigende grad bag en væg; en abstrakt størrelse på den anden side af en glasmembran der i perioder indkapsler mig. Jeg er i boblen igen! skriver 12-årige mig med kapitaler i den lille notesbog jeg har med mig overalt. Det er dagen før jeg betror et par klassekammerater at jeg er biseksuel, selvom jeg aldrig har haft det mindste ønske om at røre ved en anden krop. Men et eller andet må jeg være. De sidder på den modsatte side af bordet, jeg har svært ved at aflæse deres ansigtsudtryk men jeg tror vi føler os modige, føler at vi har greb om vores virkelighed.

Der er en vis frihed i min isolation. Når samfundets komplekse system af sociale regler ikke er mig forundt, kan jeg lave mine egne, drevet af et desperat behov for afgrænsning, tegner jeg et kort over verden med forskudte linjer. Kan jeg ikke tale med mennesker, må jeg tale med fugle, med træer, med havet. Jeg kan læne hovedet langt tilbage inde i boblen og række armene ud gennem en sprække som alle andre har overset, og fornemmelsen af luft og regn og blade, af ru bark og sand på mine hænder er en overvældende sensorisk eksplosion. En anden slags forbindelse.

Som teenager kysser jeg nogen for første gang. Ikke drevet af nogen særlig lyst, men fordi jeg kan, fordi muligheden byder sig, fordi hvad er chancen for at nogen vil kysse et nonbinært, kun-næsten-kønnet, kun-næsten-virkeligt halvmenneske der ikke lever i samme univers som dem. Der eksisterer et behov i verdenen bag bobleskallen som noget siger mig jeg burde tage del i. Det er det samme behov som i sjette klasse fik mig til at genfremfinde børnehavetidens smag for kjoler og makeup, og senere, igen, sky det som ilden. Der er alt for meget alkohol i kroppen på den jeg kysser, jeg tænker at jeg måske kan absorbere en del af beruselsen gennem hendes læber. Mine øjne er lukkede, jeg ved ikke hvad jeg laver men lader mig føre med, som altid når jeg kysser nogen, som altid når jeg bryder den usynlige men solide barriere der ligger mellem mig og alle andre mennesker, forsøger at interagere. Alt uden for kysset er reduceret til lyde, men jeg kan høre de intense øjne og det brede grin i stemmen på en af de omkringstående drenge når han siger: ”Jeg vidste det.”

Men han ved ikke noget. Ved ikke noget om mig, om min krop, om mit køn. Om hvilke drifter jeg har eller ikke har, hvad der ligger bag mit begær eller min kærlighed. Jeg har fået nye ord, indsamlet på natlange opdagelsesrejser i internettets pseudovirkelighed, ord og symboler jeg tegner på min krop men ikke er klar til at dele med mine omgivelser. Endnu. Skjult under mit tøj er de markeret med kuglepen. De dekorerer min hud, den hud der er vokset uden jeg rigtigt var klar over det, udvidet og strakt sig mens jeg var for distraheret til at lægge mærke til den. Nu er min krop for stor, jeg har ingen fornemmelse for den. Verdens overvældende formløshed er trængt gennem glasset og har spredt sig til mit kød. Senere bliver den for lille, jeg tæmmer den i et forsøg på at tæmme verden, men den er aldrig lille nok, der er ingen kasse jeg kan justere min krops facon til, og i stedet må jeg prøve at udfylde hulrummene imellem.


Indse i stedet dette: hulrummene er ikke et ubestrideligt faktum, kasserne ikke en fastsat størrelse. Jeg er ikke formbar, jeg er formende, jeg er en strukturløs, uendelig historie. Jeg kan skrive mig ud af ensomheden, forsøge mig ud af angsten, elske mig ind i eksistensen. Jeg siger til børnene i skolegården at jeg er nonbinær, at jeg er aseksuel, at jeg er et menneske og at jeg ikke ved hvad det betyder men at det er ord der kan strømme med mig og forandres som tiden går. Jeg er 22 år og er utallige gange blevet spurgt ”Hvad er du?”, men i dag kigger en ven mig dybt i øjnene og siger: ”Sådan har jeg det også: Gudskelov”. Der er andre mennesker der smiler sammen med mig, mens virkeligheden aldrig har været så tæt og håndgribelig i dens uforståelighed. Hvad er jeg? Det ved jeg ikke, men jeg er. Mit køn er tidevand, min krop er en kamp, den er en vild dans. Verden forsvinder ikke, jeg forsvinder ikke, tilværelsen er en unægtelig ret og et uundgåeligt vilkår, og vi løber, løber, spæner, flygter ikke men søger mod hinanden indtil vi et ét, Mig og Virkeligheden, Virkeligheden og Mig. Mig.

fredag den 16. september 2016

Gør nu op med den letfordøjelige case-historie, DR!


Den sidste måneds tid har jeg fulgt en dokumentarserie på DR1 (https://www.dr.dk/tv/se/nar-2-koen-ikke-er-nok/nar-2-koen-ikke-er-nok-1-4), som jeg har været spændt på. Både fordi den eftersigende handlede om køn og om at falde uden for det binære kønssystem, og fordi jeg kender flere af de medvirkende. Jeg overvejede også selv at melde mig som deltager, men havde ikke lyst til at medvirke i en dokumentar af den slags, af grunde der vil fremgå længere nede i dette indlæg.

Det gode først:  Programmet er, i hvert fald på overfladen, meget respektfuldt, har mange forskellige stemmer med, og viser både positive og negative aspekter af de medvirkendes liv.

Programmet består delvist af små, interviewagtige bidder, hvor deltagerne udtaler sig om forskellige (mest personlige) emner i et hvidt, trækløst rum, og delvist af længere, mere dybdegående sekvenser, hvor kameraet følger én deltager af gangen (men ikke dem alle sammen) rundt i vedkommendes hverdag, så seerne får et indblik i hvordan dén foregår, og i hvilke udfordringer og også glæder den indeholder. I disse sekvenser bliver også deltagerens venner, familie og anden omgangskreds interviewet.

Programmet hedder ”Når 2 køn ikke er nok”, men hver eneste af de deltagere, der fremvises i de dyberegående sekvenser, er personer for hvem to køn rent faktisk ER nok. Det drejer sig bl.a. om en transkønnet dreng, en transkønnet kvinde, og personer der på den ene eller anden måde (som transvestit, bikønnet, genderfluid m.m. – ikke alle sætter ord på deres identitet) lever som eller skifter imellem at være både kvinde og mand – altså TO køn. Alle de, der falder uden for det binære system i form af at være nonbinær, genderqueer, akønnet m.m., begrænses til de små hvidrumsklip. Der er muligvis en enkelt undtagelse i en person, der definerer sig som transkønnet og bruger pronomenet ”han”, og desuden gerne vil føde sine egne børn. Men det fremgår ikke eksplicit om han identificer som mand eller som et nonbinært køn, hvad enten det er hans egen eller DRs beslutning.

Her vil jeg understrege at dette på ingen måde er en kritik af deltagerne i programmet. De har hver deres, helt legitime identitet, og de er både modige og beundringsværdige for at medvirke i programmet og dermed være med til at udbrede viden og give synlighed om emnet. Det er af stor værdi, for eksempel for unge transkønnede, der kan vinde selvværd og selvtillid ved at se nogen, der ligner dem, blive fremstillet positivt i medierne. Men programmets deltagere står i en svær situation, for de fortæller bare om deres egen, personlige historie, men de bliver samtidig tvunget til at være repræsentanter for alle transkønnede, transvestitter og nonbinære, hvilket er en meget, meget mangfoldig gruppe. Det er en umulig opgave.

Dette er netop problemet (eller et af problemerne) med det case-format, som denne genre af dokumentarer typisk benytter. Ikke blot bliver deltagerne en slags dyr-i-zoologisk have, som kan beglos og udspørges som ”de andre”, men når en seer som jeg sidder og med jævne mellemrum får ondt i maven af de mange kønsstereotyper, fordomme, og uheldige tilfælde af sprogbrug, der reproduceres i programmet, ved jeg ikke hvor jeg skal rette min kritik. For jeg har ikke lyst til at angribe disse modige mennesker, der står frem og fortæller om hvordan DE har det. Men det gør ikke at jeg synes det er okay at ukritisk antyde fx at mænd der kun nogle gange går i kvindetøj ikke gør det hele tiden kun fordi de skammer sig, at kvinder ikke ved noget om biler, at mænd kun kan være interesserede i tøj og sko hvis de også lever som kvinder, at det er okay og faktisk opfordret at udspørge en transkønnet om alt mellem himmel og jord bare fordi vedkommende er transkønnet, og utallige andre ting, der følger af sidekommentarer der ikke bliver fulgt op på. Det er en måde at reproducere gamle kønsstereotyper, der jo nu ”må være okay, for der er jo en queer person der er enig.”

Jeg er træt af at høre disse enkelthistorier, for der er altid nogen der har det på en anden måde, og så må de også forklare sig og udstille sig selv og bukke ydmygt for at samfundet også giver plads til og tolererer dem. Men det er ikke samfundet der skal give plads til og tolerere os. Vi er her allerede, og vi har lige så meget ret til pladsen. Det er også vores samfund.


Derfor savner jeg debat og information om det at være noget andet end ciskønnet og heteroseksuel, der ikke sætter fokus på det enkelte menneske, men som er normkritisk og sætter fokus på samfundet. Jeg vil have at ciskønnede heteroseksuelle mennesker holder op med at kigge på os, og i stedet kigger på sig selv med lige så nysgerrige øjne. Men det sker ikke, før også mediernes øjne rettes den anden vej.

fredag den 3. juni 2016

Journal of Language Works 1(1)

The first issue of Journal of Language Works was just published the other day. Alongside the work several talented students of linguistics, it includes a paper on nounself pronouns written by yours truly. A general theme for the issue seems to be language and identity, and all the included articles seem very interesting - if you want to give it a read, you can do so here: http://ojs.statsbiblioteket.dk/index.php/lwo/issue/view/3385

I hope you're all having a nice summer.

tirsdag den 8. marts 2016

What does it take to be satisfied?

It’s okay not to like your own appearance. To not think you’re a good looking or attractive person, even think you’re ugly. The trick is to accept and be at peace with that, to realize you can have bad qualities and not have them detract from you as a whole, to have them still be a part of you without being a source of shame or pain.

This goes beyond appearance: It’s completely okay to not be an intelligent or smart person, to not be hardworking, to not be talented at something, to not be interesting or especially good at socializing and making other people  feel welcome or comfortable in your presence. It’s okay not to have a huge passion, to just have a job to earn money and spend your free time with your friends and keeping yourself entertained, without having any grand visions or things you create. It’s okay to just be.

But how far can you extend this reasoning? Are there things that you really have to consider yourself to be in order for it to be okay? Is it okay to not be a good friend or a decent family member? To not be a sympathetic person? To not be a happy person? To not enjoy your life? To not consider yourself to be of worth? Where does the line go where you have to say ”I can’t accept this as fact and still live a satisfying life.”

When I say ’satisfying life’ I mean it in a very hypothetical sense – we all have issues, sometimes life is hard and we really are not able to say things about ourselves that we would like to be able to say. Usually we try to change that – to become a different kind of person, in a sense. But what kind of person can you reasonably imagine yourself to be and be satisfied with?

onsdag den 17. februar 2016

En tilståelse

Jeg har døde fugle under øjenlågene. I en uophørlig proces smelter deres livmødre ned i min mave og samler sig som en summende klump. En snurrende og rådden følelse jeg ofte havde som barn, men nu kun som de sidste rester af den slags drømme som ikke helt er mareridt men som måske burde have været det. Jeg er rå og eksponeret, jeg er omarrangeret.
Alle mennesker har utallige små ar i deres mundhuler, hvor de uden overlæg har bidt hul i det bløde, lyserøde kød. Med tungen kan jeg mærke ujævnhederne der dækker indersiden af mine kinder, de svulmende striber der udgør resterne af rifter og sår, arvæv der smager marginalt mere sødt end det omkringliggende mundlandskab. Det er en diskret mosaik af sanseindtryk. Det er på den måde beslægtet med hemmeligheden i min mave, der hober sig op og flyder over i halsen.
Jeg lowkey imploderer, uden at nogen ser det. Jeg forventer at jeg imponerer, samtidig med at jeg revurderer mig ud af rimtåge og konsoliderer.
Jeg opbevarer mine testikler i en æggebakke. I flygtige øjeblikke tænker jeg på min stemme hvis den gik i overgang, eller hvis den bare var dækket af mørkt blod. Jeg ved at mit ideal er kroppen som en reaktion på livet, en blødt pulserende syntese.

Men i praksis er indersiden af mit hoved et ekko-loop, og jeg har fjer i munden.

onsdag den 10. februar 2016

Hvad er køn?

Jeg bliver tit mødt af mennesker der ikke forstår ”mit behov” for at identificere som nonbinær – hvis jeg mener at man kan være hvilket som helst køn på hvilken som helst måde, og at ingen skal begrænses af deres køn, hvorfor er det så overhovedet relevant at kalde mig selv transkønnet? Hvad er køn overhovedet? Det er svært at svare på, og mine samtaler med disse mennesker er også tit blevet rodede og måske mere forvirrende end forklarende. Derfor har jeg skrevet dette lille skrift der samler og konkretiserer nogle af mine tanker om køn i et simpelt og let tilgængeligt sprog. Det er udtryk for min egen personlige holdning, men jeg håber da også at det er en gyldig beskrivelse af hvordan tingene hænger sammen.

Køn er arbitrære kategorier vi kan inddele mennesker i. I det vestlige/europæiske verdensbillede har det traditionelt været et binært system med de to kategorier ’mand’ og ’kvinde’, mens der andre steder i verden både nu og gennem historien har været andre inddelinger (se fx: http://nonbinary.org/wiki/Gender-variant_identities_worldwide). Mange jeg snakker om køn med argumenterer at der ”biologisk jo kun er to slags mennesker”, men også dét er en inddeling vi selv har valgt. Jeg kan godt lide at sammenligne det med hårfarve: I princippet kunne man sige at der er to hårfarver – ”mørkt” og ”lyst” – men i praksis bruger vi mange flere forskellige ord til at beskrive vores hår. Man kan være rødhåret, blond, forskellige slags brun, sorthåret … Ligeledes findes der ikke kun to slags kroppe, selvom det selvfølgelig er muligt at inddele dem i to brede kategorier.[1] Og hvis man først begynder at kigge på de sociale og kulturelle aspekter af køn, bliver billedet endnu mere kompliceret.

Historisk har køn været brugt til at fordele arbejdsroller og organisere magtforhold, hvilket nok er en grund til at vi ikke går nær så meget op i folks hårfarver som vi gør i deres køn. Siden sådan noget som at producere børn er ret vitalt for vores og vores samfunds overlevelse, giver det også god mening at vi har haft en meget biologisk tilgang til køn. Men det betyder ikke at biologi er alt hvad køn er eller skal være – og det er heller ikke alle kønskategorier i diverse kulturer der er afhængige af biologi og fysisk udseende. Det vestens jo heller ikke, selvom vi længe har arbejdet for at få en verden hvor køn og ting som opførsel og rolle i samfundet hænger mindre fast sammen (hvilket efter min egen personlige mening, som jeg tror mange er enige i, kun er godt). At vores samfund og kulturs kønsroller er blevet mindre rigide har formentlig også åbnet op for at vi har større mulighed for at diskutere kønsidentiteter, altså hvilke køn det overhovedet er muligt at være og hvilke køn vi skal inddele mennesker i.

Når det kommer til enkelte individers personlige identiteter, er det svært at snakke om præcis hvad køn er, end når man diskuterer det som en abstrakt måde at se verden på. Når en person ”er klar over”/tænker på sin kønsidentitet, tænker personen sjældent bevidst at de putter sig selv i en abstrakt kategori. Snarere har man alle mulige grunde til at mene at man er det køn man nu er (”Jeg er en mand fordi jeg har en penis.” ”Jeg er en kvinde fordi jeg gerne vil gå i tøj der er lavet til kvinder” osv.). Mange af de grunde kan en anden person med den ”samme” kønsidentitet være helt uenig i, men det betyder ikke at det ikke er en valid grund til at føle sig som det pågældende køn (så kompliceret er køn nemlig). For mig personligt er det nærmest bare en instinktiv følelse – jeg identificerer som nonbinær fordi jeg føler mig nonbinær. Punktum. Det er en abstrakt følelse. Jeg udtrykker så mit køn på alle mulige forskellige måder – bl.a. gennem min påklædning og min opførsel. Ens udseende og opførsel er generelt måder at udtrykke sin identitet på, og mit køn er en del af min identitet – jeg udtrykker også mange andre aspekter af min identitet gennem disse ting. Det betyder heller ikke at der kun er én måde at udtrykke mit køn på – mit kønsudtryk er anderledes fra hvad det var da jeg var 15 år, og det er sikkert også anderledes når jeg bliver 35. Måske betyder det også at min kønsidentitet har ændret sig – det er svært at sige.

En vigtig ting at påpege er at de etablerede kategorier vores samfund/kultur har (binære eller ej) er forudsætning for at man overhovedet kan identificere sig som noget andet, som værende uden for de kategorier. Det ville ikke kunne gå op for mig da jeg var barn/ung at jeg var noget andet end mand eller kvinde, hvis ”mand” og ”kvinde” ikke var kategorier vi allerede brugte. En akønnet person ville heller ikke kunne sige at de slet ikke var noget køn, hvis vores samfund ikke havde et kønskoncept. Det ville være ligesom hvis jeg erklærede: ”Jeg er hverken en glutoper eller en hunkdarler! Jeg er en papnapper!”. Det er i princippet rigtigt nok[2], men giver ikke nogen mening, fordi de kategorier ikke er noget vi opererer med i vores kultur. Folk tror tit at jeg har som mål at udrydde alle kønskategorier, hvilket på nogle måder selvfølgelig ville gøre mange ting meget nemmere, men det er ikke nødvendigvis det jeg sigter efter. Dermed sagt ville jeg heller ikke protestere hvis vi som kultur og samfund endte med ikke at have køn. Min aktivisme handler om at jeg vil have at folk skal have lov til at identificere som det de føler sig som, og at de ikke skal forhindres eller begrænses i at udleve deres personlige identitet, når denne ikke forhindrer andre i at gøre det samme eller er til skade. Hvis det giver mening og føles rigtigt for folk at identificere sig som et køn (det gør det fx for mig lige nu) – så er det godt! Hvis det giver mening ikke at identificere sig som noget køn – så er det også godt!

Okay, men hvad ER køn så? Ærligt talt, så ved jeg det ikke. Jeg skrev længere oppe at køn historisk set er blevet brugt til at fordele arbejdsbyrden m.m., og at andre ting man kan bruge til at definere køn er ting som biologi, tøjstil osv. En af mine personlige, rent spekulative teorier er at vores kønsidentiteter – vores instinktive, abstrakte, ikke-rigtig-forklarlige følelse af hvilket køn vi er – er et slags restprodukt. Ved at kombinere alle de ting vi historisk set har brugt til at definere køn, har vi skabt kønskategorierne. Men når man begynder at koble køn og disse andre ting fra hinanden – beslutte at man kan have bestemte jobs uanset sit køn, gå i forskelligt tøj uanset sit køn, at ens biologi ikke er afgørende for ens køn – så har vi denne ”kønsfølelse” tilbage, som vi ikke helt ved hvad er. Og egentlig tror jeg ikke den er andet – en følelse. Hvad er køn? Køn er køn – ligesom at et tal er et tal og en følelse er en følelse og hvad man nu ellers kan finde på af abstrakte ting vi støder på dagligt.






[1] Et endnu mere illustrativt eksempel er fonemer, men kræver lidt mere teknisk viden: Ethvert sprog har en begrænset mængde lyde som er betydningsadskillende. Fx på engelsk er [ph] og [b] fonemer, hvilket betyder at der er forskel i betydning på ordene ”pack” og ”back” på engelsk. Det lille h ved p’et betyder at der kommer et luftpust når man udtaler det – men engelsktalende skelner ikke mellem p med og uden luftpust, hvilket betyder at de opfatter ordene ”phack” og ”pack” som det samme ord. Fonemer kan sammenlignes med kønskategorier. På andre sprog, fx thai, skelner man både mellem [ph], [p] (uden luftpust) og [b]. Det betyder at hvis man afspiller en computergenereret stemme der gradvist går fra at sige [ph] til [p] til [b], så vil en person hvis modersmål er engelsk høre det som at stemmen pludselig skifter fra [ph] til [b], mens en person hvis modersmål er thai vil høre to pludselige skift – fra [ph] til [p] og fra [p] til [b]. Det viser meget tydeligt hvordan vi i bogstaveligste forstand opfatter verden helt forskelligt alt efter hvilke fonemer – kategorier – vi er vokset op med. (http://www.haskins.yale.edu/Reprints/HL0087.pdf)
[2] Eller, jeg ved ikke lige om jeg er en papnapper, da jeg naturligvis heller ikke ved hvad en papnapper er – men jeg er i hvert fald ret sikker på at jeg hverken er en glutoper eller en hunkdarler. Jeg føler ikke noget tilhørsforhold til hverken det ene eller det andet ord. Hvis jeg kendte nogle definitioner på de to ord, ville sagen måske være anderledes – men sådan som tingene står nu, er det ren nonsens at tale om hvorvidt jeg er det en eller det andet eller ingen af delene.

mandag den 7. december 2015

A more specific gender

I'm getting tired of describing my gender as just "neither male nor female, but a third thing" when people ask me. I've been doing it like that up until now because it's really the simplest way of slicing a very complicated knot. Most people I meet have no prior knowledge of nonbinary genders, and I don't pretend to know exactly what gender is myself, so a clear cut "introductory" explanation like that one has been what has served me best so far. Trying to go into more detail usually caused more confusion. But "nonbinary" is, when it comes down to it, way too vague a term, and I think I'm at a point in the discourse I have with people where it's worth trying to elaborate more. I don't want all nonbinary people - everyone who is not exclusively female or exclusively male - thrown into one category. So I'll try and define what I, at least, am in a bit more detail.

So. My gender is:

  • Neither male nor female, but a third gender entirely separate from the two. It is as different from male as it is from female, and as male and female are from each other.
  • Gendered - it's not absent, I'm not agender (da: intetkøn). Though how strongly I feel gendered depends on the context, as I think it does for everyone. I don't feel my gender when I'm writing an essay on grammar, cooking lunch, or playing a board game with friends. But I do feel it when I'm discussing gender in general with people, or (often) when I'm buying clothes, I think it's an expression of how gender is created by and exists in interactions between people.
  • Orange. I'm not sure how to elaborate on this. But it's orange.
  • I don't connect it to my hobbies, my interests, my personality, and it's only partly connected to my appearance and how I dress. As said, it exists mainly if not solely in social interaction.
  • I'm not sure how connected it is to my sexual and romantic orientations. I think I'd be asexual regardless of my gender. Relationships in general I'm less sure of; I know that in my first relationship I'd occassionally feel "more masculine" around my girlfriend, but that was less present the second time we dated. I'll return to that when I have some more experience in that field (:V)
  • Trans. It's different from my assigned-by-society gender, so I define myself as transgender.
The above list is a work in progress. I might add to it later.